Årsberetning fra fraktion 4 kreds 68– 2009:
Vi pensionister/efterlønnere har igen i år dyrket det sociale fællesskab og udvekslet synspunkter på såvel faglige som samfundsmæssige emner – uden – naturligvis – at blande os! – men det er umuligt for os ikke at have synspunkter på den aktuelle skole-/uddannelsespolitik og på den debat, den giver anledning til. Vi er en gruppe af helt overvejende tilfredse tidligere lærere, der har et rigt liv med elever og kolleger at se tilbage på, – og det glæder vi os sammen over.
Igen i år har vi været begunstiget af et godt tilskud til vores aktiviteter fra kredsen. Vi er meget tilfredse med, at en lille del af vores kontingent alligevel kan bidrage til kredsens (og foreningens) øvrige arbejde. Kredskontoret yder os en udstrakt service, og vi mødes med stor venlighed fra alle kontorets aktive medarbejdere.
Det kan stærkt anbefales at fastholde medlemskabet af DLF ved overgang til pension/efterløn. Der er en række gode argumenter, som f.eks. fortsat mulighed for at følge med i FOLKESKOLEN/UNDERVISEREN, og ikke mindst er der mulighed for socialt fællesskab med andre tidligere lærere omkring kulturelle og selskabelige arrangementer, - ikke mange, med gode!
Kalenderåret 2009 gav mulighed for deltagelse i en række arrangementer:
• Bustur (for egen regning) til ”Humlehaven” på Fyn
• ”Emil Aarestrups hus” i Nysted – med foredrag ved tidligere lærer. Vi kørte selv.
• Besøg og rundvisning i ”Købelevhaven”. – Egen bil til Købelev.
• Sommerudflugt til ”Skjoldnæsholm Sporvejsmuseum”.
• 2 dages sommertur til Kerteminde og omegn.
• Fællesspisning forud for ”The Producers” i Hylddalen i Maribo.
• Foredrag med billeder på Fuglsang Kunstmuseum: ”Den onde maler” (som har malet frisen med ordsprog og fy(n)-ord på Christiansborgs vægge).
• Julefrokoster - arrangeret henholdsvis af arbejdsgrupperne fra Lolland og Guldborgsund kommuner.
Nogle arrangementer betales af den enkelte deltager, andre gives der tilskud til eller de er gratis for medlemmet (ledsager – efter eget valg - er velkommen til de fleste arrangementer - mod betaling).
Vi deltager også i samarbejdet med andre kredse via ”det forpligtende samarbejde”, og vores årsmødedeltager (fraktion 4) bliver opdateret om foreningens overordnede pensionistarbejde via deltagelse i ”Årsmødet” og referater fra vores repræsentant i Hovedstyrelsen – Greta Jørgensen, som gør det godt.
Et år er gået, og et nyt er ved at blive planlagt. Der er spændende ting på bedding.
Vi i fraktion 4 har god grund til at takke vores ”ungdomsafdeling” for godt samarbejde. Specielt tak til ”vores mand” i kredsstyrelsen, Torben K. Larsen, - til sekretariatet (mest ved Karen Margrethe Sørensen) og til kredskontorets øvrige medarbejdere. - Specielt skal Bjørn Rasmussen takkes for altid positivt – og effektivt – samarbejde.
Otto Sørensen


