Kredsnyt januar 2012
Kære kolleger.
Godt Nytår!
En hilsen jeg sender med blandede følelser i betragtning af begivenhederne i årets første uge. Det tegner til, at der skal nedlægges i alt 65 lærerstillinger i Lolland- og Guldborgsund kommuner. Hvor mange af disse stillingsnedlæggelser der medfører konkrete afskedigelser med virkning fra august 2012 vides endnu ikke. Det afhænger af forskellige faktorer, bl.a. af, hvor mange kolleger kommunen er vidende om i slutningen af januar måned, der vælger at gå på pension og/eller efterløn i starten af skoleåret 2012/13.
Jeg vil her slå helt fast, at det er den enkelte medarbejder, der suverænt vælger, hvornår det skal ske og hvornår det meddeles arbejdsgiveren!
Vi har i vore forhandlinger med kommunerne vedr. såkaldte afbødeforanstaltninger, der skal forhindre færrest mulige afskedigelser kun kunnet forhandle os frem til et enkelt element gældende kun i Guldborgsund kommune.
Nemlig - 2 måneders tjenestefri med løn der skal opfattes som en lille erkendtlighed til de kolleger, der ved de vil stoppe i løbet af næste skoleårs første måneder, og som vil skrive under på det inden januars udgang.
Kommunerne har ikke været interesseret i at indgå aftaler om andre former for afbødeforanstaltninger, som kan få virkning allerede fra nu.
Disse stillingsnedlæggelser og medfølgende afskedigelser er, som det er jer bekendt, affødt af forskellige faktorer, dog først og fremmest faldende elevtal med efterfølgende klasseoptimeringer. Som vi p.t. kan se det, er der altså ikke tale om besparelser, men vi er i fuld gang med at undersøge al fremlagt materiale vedr. den bagvedliggende statistik og økonomi.
Sidste år tog vi som kreds et stort medansvar for at få gennemført den besluttede skolestruktur i Guldborgsund på en retfærdig og gennemskuelig måde.
Denne gang har vi selvsagt valgt at tage afskedigelserne til efterretning, påpege konsekvenserne og koncentrere os om de kolleger, der ulykkeligvis vil modtage en afsked.
Disse stillingsnedlæggelser er helt og holdent arbejdsgivernes beslutning og ansvar! Herunder eventuelle efterfølgende forflyttelser.
Stillingsnedlæggelser og afskedigelser samt efterfølgende klasseoptimeringer får selvfølgelig konsekvenser.
Først og fremmest for de kolleger, det går ud over med en fyring. Dem vil kredsen give al den støtte, der er os muligt.
Men konsekvenserne rammer også alle de kolleger, der fortsat er i arbejde. Der bliver flere elever i klasserne. Mindre afdelinger vil opleve hul i klasserækken og formodentlig også samlæsninger mellem flere forskellige klassetrin. Det kombineres med et stigende krav om at flere elever, der hidtil har modtaget undervisning i specielle tilbud, skal inkluderes i normalklasserne. Nogle skoler oplever allerede plads- og deraf følgende støjproblemer.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil opleve stigende problemer med at få gennemført undervisningen, at vi vil opleve vi mangler lærerkræfter til at klare den samlede opgave, at vi samlet kommer til ”at løbe stærkere”.
Presset på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø vil stige, da der vil være en stor risiko for, at der ikke er balance mellem de opgaver, der skal løses og de resurser, vi har til rådighed.
Vi skal altså igennem nogle hårde måneder, hvor afskedigede kolleger arbejder videre på skolerne, med de problemstillinger det medfører. Det kræver stor opmærksomhed, omtanke og omsorg af alle. Jeg er ikke i tvivl om at TR og AMR i samarbejde med lederne vil stille sig i spidsen for at klare denne situation på den bedste måde.
Hvordan vi efterfølgende som lærere, tillidsfolk og kreds kan være opmærksomme på og påpege konsekvenserne af afskedigelserne i det kommende skoleår, vil vi selvfølgelig nøje overveje i løbet af foråret.
Kerneopgaven - undervisningen vil ikke ændre sig, men jeg mener vi skal være bedre til og på en mere systematisk måde påpege og gøre opmærksomme på de problemer, vi står med i skolen. F.eks. i form af problemstillinger med elever, hvad enten det handler om indlæring, adfærd, sociale vanskeligheder m.m., men også i forhold til pladsproblemer, it-systemer der ikke virker, forældede materialer, vejledning, ledelsessparring osv., osv.
Og hvem er det så, man kan blive gal på – give ansvaret for den situation vi er i?
Jeg kan ikke lade være med at gentage min forundring over, at vi i vores samfund kan opleve så store modsætninger mellem det, der politisk siges og det der gøres.
I øjeblikket taler politikerne hele tiden om at få beskæftigelsen til at stige, at arbejdskraften ikke skal på overførselsindkomst, at de unge skal i arbejde, at alle elever skal have en bedre skolegang og en ungdomsuddannelse, at det faglige niveau i uddannelsessystemet skal højnes og at arbejdsmarkedet skal være kendetegnet ved ”ret og pligt”!
Samtidig ser kommunerne sig tvunget til at afskedige værdsatte medarbejdere og sende dem på overførselsindkomst, når vi alle ved, at der er hårdt brug for alle kræfter til at gennemføre de store opgaver folkeskolen har.
Mildt sagt kan det vel kaldes kassetænkning!
Jeg kalder det utilgivelig ubetænksomhed grænsende til samfundsmæssig dumhed!
På trods af situationen ønsker jeg jer alle et Godt 2012 samt god arbejdslyst med at løfte den store og vigtige opgave, det er at undervise i folkeskolen.
Med venlig hilsen
Henrik Hansen
Formand.


